Renovering af Tornhøjhallen
Tornhøjhallen udgør et naturligt aktivitetscentrum i Aalborg Øst med stor foreningsaktivitet i hallen. Projektet forvandler en gammel skolehal til et moderne idrætscenter, der åbner sig mod omgivelserne, og gør opmærksom på sig selv, som et attraktivt lokalt centrum for fysisk og socialt samspil.
Projektets kendetegn bliver en aktiverende puls-sti, der løber igennem bygningen og forgrener sig i forskellige klatre-landskaber, motions-områder og opholdszoner.
Tornhøjhallen udgør et naturligt aktivitetscentrum i Aalborg Øst, og der er stor foreningsaktivitet i hallen indenfor klassiske discipliner som håndbold, badminton, fodbold, løb, gymnastik og dans. Hallens nuværende indretning hæmmer imidlertid sammenhængen mellem alle disse aktiviteter og der er meget ringe logistisk og visuel kontakt mellem de forskellige opholds- og aktivitetszoner og mellem de udendørs- og de indendørs faciliteter.
Kærsgaard & Andersen A/S, arkitekter og ingeniører har som totalrådgiver i samarbejde med Keinicke og Overgaard Arkitekter udviklet et projekt som skal skabe et anlæg der i langt højere grad åbner sig mod omgivelserne, og gør opmærksom på sig selv. Det skal ske gennem etablering af en fælles klubzone der samler alle foreningerne og åbner sig mod udendørsarealerne, en omorganisering af den indre funktionsfordeling i huset så hele anlægget bliver overskueligt og etablering af rumstore møbler til selvorganiserede aktiviteter og ophold i kanterne af aktivitetsrummene.
Projektet gennemføres med støtte fra Lokale- og Anlægsfonden.